Mere om
historien
Det tyske mindretal i Danmark opstod i 1920 som resultatet af en folkeafstemning.
I årene 1864 til 1920 hørte Sønderjylland under Tyskland. På kortet kan du se, hvor den dansk-tyske grænse lå efter 1864. Danmarks grænse til Tyskland lå dengang helt oppe ved Kongeåen, nær Kolding. Man kaldte regionen for Slesvig.
Selvom regionen Slesvig hørte til Tyskland, levede der både mennesker, som følte sig danske og mennesker, som følte sig tyske i området. Der blev også talt forskellige sprog, som f.eks. dansk, tysk og sønderjysk i området.
I 1920 blev det besluttet, at befolkningen i Slesvig skulle have lov at stemme om, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle ligge. Eller sagt med andre ord: De skulle stemme om, hvorvidt deres landsdel skulle være en del af Danmark eller Tyskland.
Området, der skulle stemme, blev delt op i zone 1 og zone 2
- Zone 1: Omfattede det nordlige Slesvig (Sønderjylland). Her stemte et flertal for at blive en del af Danmark.
- Zone 2: Omfattede det sydlige Slesvig. Her stemte et flertal for at forblive en del af Tyskland.
Den 10. februar 1920 stemte befolkningen i Zone 1, og den 14. marts 1920 stemte befolkningen i Zone 2.
Resultatet af disse afstemninger førte til, at den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland blev fastlagt.
Folkeafstemingens
resultat
På kortet kan du se, at der i den nordlige del af Slesvig (zone 1) var flest, der stemte dansk. Det kan vi kende på den røde farve.
I den sydlige del af Slesvig (zone 2) var der flest der stemte tysk. Det kan vi kende på den blå farve.
Man lagde derfor den dansk-tyske grænse ned til Flensborg, der hvor den sorte stiplede linje på kortet er. Det er også den grænse, du kender idag.
Ser du på kortet én gang til, kan du se at selvom der var flest, som stemte dansk i zone 1, så var der også nogen, der stemte tysk (der er enkelte blå områder i alt det røde).
Det var disse mennesker, ca. 25.000 personer, som følte sig tyske og havde stemt for at landsdelen skulle høre til Tyskland, der nu blev et tysk mindretal i en dansk flertalsbefolkning. Deres efterkommere har igennem generationer fortsat med at tale tysk, gå i tyske foreninger og pleje tyske tradtioner. Derfor er der stadig et tysk mindretal i Danmark idag.
Svære tider for
mindretal og flertal
Billedet er fra en forsamling på Knivsbjerg i 1934.
I årene efter folkeafstemningen i 1920 arbejdede det tyske mindretal for at flytte grænsen og igen blive en del af Tyskland.
Det gjorde ikke mindretallet populært hod flertalsbefolkningen. Og den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig belastede forholdet mellem mindretallet og den danske flertalsbefolkning yderligere. Mange medlemmer af mindretallet sympatiserede med nazisterne, især fordi de håbede at Hitler ville bane vejen for en ny folkeafstemning.
Efter Anden Verdenskrig blev mindretallets skoler og forsamlingssteder lukket, organisationer blev opløst, og mange medlemmer af mindretallet blev straffet for samarbejdet med nazisterne.
Skam over fortiden
Mange medlemmer af det tyske mindretal har igennem generationer haft det svært med at være tysksindet. Der var en skam over fortiden og forældrenes eller bedsteforældrenes holdninger under Anden Verdenskrig, som blev med med at spøge. At fejre tyske traditioner eller tale tysk offentligt – det var ikke altid så nemt. Dansksindede og tysksindede så skævt til hinanden og blandede sig kun så lidt som muligt.
En ny begyndelse
Men som tiden gik fulgte en ny demokratisk orientering: Mindretallet anerkendte i en loyalitetserklæring i 1945 grænsen fra 1920. Man erklærede på den måde loyalitet over for den danske stat samt signaliserede til flertalsbefolkningen, at de ikke skulle være bange for, at de tysksindede fortsat arbejdede på en ny grænseflytning. Dette skabte grobund for et bedre forhold mellem den danske flertalsbefolkning og det tyske mindretal.
KØBENHAVN-BONN
ERKLÆRINGERNE
Som du har læst ovenfor, var tiden efter Anden Verdenskrig alt andet end harmonisk mellem det tyske mindretal og den danske flertalsbefolkning. Det tyske mindretal måtte ikke længere drive skoler og foreninger og i mange landsbyer i Sønderjylland var grænsen mellem “danskerne” og “hjemmetyskerne” skarpt trukket op.
Men med tiden fik det tyske mindretal deres rettigheder tilbage.
Særligt vigtige var København-Bonn Erklæringerne fra 1955. Her erklærede både Tyskland og Danmark, at mindretallene på begge sider af grænsen var fuldgyldige statsborgere, som skulle have lov til frit at udleve deres kultur og tale deres sprog.
København-Bonn-erklæringerne blev underskrevet 29. marts 1955 af Danmarks statsminister H.C. Hansen og Vesttysklands forbundskansler Konrad Adenauer. Flere informationer.
Dyk ned i historien
Deutsches Museum Nordschleswig
På det tyske Museum for Nordslesvig i Sønderborg handler det ikke kun om det tyske mindretals historie. Det handler ligeså meget om vores nutid. Book en rundvisning på dansk eller tysk og bliv meget klogere på det tyske mindretal i Danmark.